Hvis der er noget, der kan give bolig- eller sommerhusejere mavepine og svedige håndflader, så er det alger. Vores klima herhjemme er ideelt for de genstridige organismer, og har de først indtaget tag, facade eller fliser, så kan de være ekstremt svære at slippe af med. Rigtigt mange mennesker har en holdning til algeproblematikken, og der findes næsten lige så mange husmandstips om algebehandling, som der findes husejere. Dog er de fleste af disse tricks enten ineffektive eller decideret skadelige for bygningen. I denne guide tager vi et kig på, hvilke muligheder du har for at bekæmpe alger og flisepest, så du igen kan blive herre i eget hus.

 

Derfor skal alger bekæmpes

Det grønlige lag, vi kender som alger, er ekstremt levedygtigt i det danske klima. Alger trives i fugtige miljøer, og derfor er de relativt store mængder af nedbør, vi er vant til i Danmark, med til at gøre Danmark til et ideelt bosted for algerne. Nogle alger kan kun leve i vand, men de algerarter, der volder størst problemer herhjemme, er de alger, der sætter sig på hustage, plankeværk, fliser, facader og fortov.

 

Alger er problematiske af flere grunde. For det første er de grimme, og de kan meget hurtigt få et hus eller et sommerhus til at se slidt og gammelt ud. Dermed er det ikke nær så indbydende at opholde sig i huset, på terrassen eller hvor end, algerne har angrebet. For det andet er alger med til at holde på fugten, og det kan være problematisk for de overflader, hvor algerne gror. Har de sat sig på husets tag eller facade, risikerer du fugtskader, hvis algerne bliver siddende for længe. Overflader af træ som f.eks. plankeværk går også nemt i forrådnelse, hvis de er udsat for fugt over en længere periode. Endelig kan alger være med til at gøre overflader glatte. Hvis algerne har angrebet din terrasse eller dit fortov, bør du derfor fjerne dem hurtigst muligt, så folk ikke glider og kommer til skade.

 

En algebehandling kommer algerne til livs

Man har længe forsøgt at udvikle forskellige produkter, som bekæmper alger kemisk. Desværre er det svært at fremstille kemikalier, som effektivt dræber alger uden at forurene miljøet. I øjeblikket er der derfor kun ét algebekæmpelsesmiddel, som er godkendt af Miljøstyrelsen. Dette middel er baseret på aktivstoffet pelargonsyre, som udtørrer algerne og derefter selv nedbrydes til vand og CO2 uden biprodukter.

 

Hvis dit tag, dine fliser eller din facade er under angreb af alger, har du flere muligheder. Du kan vælge at foretage en algebehandling med det algedræbende middel, som vil udtørre algerne, hvorefter de døde alger bliver skyllet væk af regn og vind. Ved hårdere angreb kan du også vælge en fliserensning, som giver dig et flot resultat med det samme, og som også fjerner flisepest fra din fliser. Efter endt algebehandling eller fliserensning kan du desuden vælge at få fliser og facade imprægneret med et særligt imprægneringsmiddel, som forhindrer vand og fugt i at trænge ind. Det gør det sværere for alger at få fat i fremtiden, og derfor er en imprægnering en meget langsigtet løsning.

 

Det kan altså sagtens lade sig gøre at bekæmpe de stædige alger, men kun hvis man ved, hvad man laver. Der er nemlig også en række metoder, som på det kraftigste må frarådes. En af de ting, man f.eks. ikke bør gøre, er at kaste sig ud i at bekæmpe alger med en højtryksrenser. Dette kan skade fliserne, og i mange tilfælde ender man ud med et resultat, som er værre, end da man gik i gang. Heller ikke algebekæmpelse med eddike kan anbefales, eftersom det ikke er godkendt af Miljøstyrelsens som et ukrudtsmiddel og derfor er ulovligt.